Nørrebro. Mangfoldighed og et hav af forskellige madkulturer. Kan du lide god mad og en god brunch? Så er Nørrebro det rette sted. Nogle af Københavns bedste og mest spændende brunch steder ligger nemlig på Nørrebro. Læs med her.
Ravnsborg Kitchen & Bar
På hjørnet af Ravnsborggade og Nørrebrogade finder du Ravnsborg Kitchen & Bar der serverer en yderst delikat og populær byg-selv brunch. Konceptet er enkelt. Du vælger selv hvor mange og hvilke retter du har lyst til. 3 retter koster 89 kr. 5 retter for 139 kr. og ekstra retter derudover koster 29 kr. stk. Du kan vælge mellem et bredt udvalg af lækre brunch retter som røræg, spejlæg, bacon, oksepølser, laksemousse, avocado, pandekager og meget mere. Der bør være nok at vælge mellem til at kunne tilfredsstille de fleste brunch elskere.
Byg-selv brunch serveres fredage fra 11-14 og i weekenden fra 10-14. Til din brunch kan du naturligvis tilkøbe et bredt udvalg af drikkevarer herunder kaffe, økologisk saft, forskellige friskpresset juicer og shakes. Nyd brunchen indenfor i de flotte rustikke rammer eller udenfor som på en parisisk fortovscafé. Det kan være en god idé at book bord på forhånd.
The Sixteen Twelve
The Sixteen Twelve er beliggende på hvis ikke Københavns, så Nørrebros hyggeligste gade, nemlig Jægersborggade. Stedet er specialiseret i at lave brunch og kun brunch og det er de dæleme gode til. Der er ikke tale om en klassisk brunch som du kender den fra andre steder, men til gengæld en sund og moderne, men stadig utrolig lækker og smagsrig. Retterne er en fryd for øjet og noget som enhver brunch elsker bør unde sig selv.
Priserne for en brunch ret er måske lidt i den dyre ende i forhold til hvad man er vant til fra andre steder. Til gengæld laver The Sixteen Twelve brunch som ingen andre steder på Nørrebro eller i København for den sags skyld. Alt er hjemmelavet og der bliver kræset for hver en detalje. Det største problem når man spiser hos The Sixteen Twelve er hvilken brunch ret man skal vælge? Man bliver næsten nødt til at komme igen for man har lyst til at smage alt på deres tilpas beskedne menukort.
En af deres mest populære retter er Smashed Avo’ som er avocado på surdejsbrød med gedeost, et gult gurkemeje æg, fermenteret chilisauce og mandler. Eller hvad med en Eggs Benedict på hjemmelavet engelsk muffin, pulled pork, pocheret æg og miso-æble cider hollandaise. Hos The Sixteen Twelve får du med garanti nogle unikke brunchretter og smagsoplevelser som du aldrig har fået dem før.
LÆS OGSÅ: Her får du den bedste brunch i København
La Esquina
La Esquina på Ryesgade er en hyggelig café om dagen og en spansk tapas restaurant og bar om aftenen. La Esquina er det perfekte sted at få en kop kaffe og en let morgenmad i hverdagen og en større brunch i weekenden. Til den lille morgensult kan du eksempelvis få en croissant og kaffe til 50 kr. eller en bolle med ost til 40 kr.
Vælg mellem forskellige morgenmadsretter med et sydlandsk twist. Eksempelvis Panini lavet på øko-rosmarinbrød med manchego ost og serrano skinke eller en variant med gedeost og avocado. En sand spansk morgenmadsklassiker på menuen er Huevo al Plato som er en omelet med chorizo, persille, revet ost, salsa, tomat og ristet brød.
La Esquina har en brunchtallerken der er perfekt til en weekendbrunch og den indeholder Croissant, frugttallerken, yoghurt med frugt og granola, ristet brød med ost og smør og så kan du vælge om du vil have en Huevo al Plato eller vaffel med vanillecreme og frisk frugt. Brunch hos La Esquina er et frisk og anderledes pust til en klassisk dansk brunch.
Sidecar
Sidecar er stedet hvis du vil have en sund og anderledes, men velsmagende og æstetisk flot brunch på Nørrebro. Sidecar er specialiseret i brunch og serverer primært brunch, sammen med et mindre udvalg af frokostretter. I hverdagen kan du få deres signatur brunch board som koster 149 kr. og indeholder ting som skyr med granola, havgus ost, friskbagt surdejlsbrød, frisk frugt, avocado med hjemmelavet pesto, bacon og brunchpølser, omelet, vaffel og andre lækkerier. Deres hverdagsbrunch board kan også købes som en vegansk udgave til 159 kr. Til den lette morgensult findes der også mindre brunchsretter som friskbagt croissant, surdejlsbrød med ost, skyr, avocado toast, omelet og andre retter.
I weekenden er der lagt i kakkelovnen til den helt store brunch. Her serverer Sidecar brunch hver lørdag og søndag fra 9.30 til 14.30. Det er en anderledes brunchoplevelse som består af en brunch buffet med kolde retter, mens de varme brunchretter bliver serveret frisklavet fra køkkenet. Der er fire forskellige brunchvarianter at vælge mellem. Den traditionelle Sidecar brunch der indeholder klassiske favoritter som scrambled eggs, brunchpølser, bacon og amerikanske pandekager til 159 kr. Derudover er der et vegetarisk, glutenfri og laktosefri alternativ til 169 kr. På den kolde buffet finder man et væld af lækkerier som er tilængelig for alle der spiser weekendbrunch.
ANNONCE: Ølsmagning på Nørrebro Bryghus
Café Sirius
Café Sirius er en lille hyggelig café på Rentemestervej i Nordvest. Der er en uformel og hjemlig atmosfære og om sommeren er udendørsservering på pladsen foran cafeen. På Café Sirius finder du et morgenkort der indeholder alle de lækre ting der serveres til morgenmad. Brunch serveres alle hverdage fra 10-13 og i weekenden fra 10-15. Morgenmadsretter serveres kun i hverdagen ml. 10-12. Brunch hos Café Sirius er et godt valg hvis du ønsker en god brunch til en overkommelig pris.
En brunch tallerken hos Café Sirius koster 99 kr. og indeholder lækre ting som græsk yoghurt med müsli, hjemmelavet hønsesalat, brunchpølser, brød og ost, røræg, bacon, pandekage mm. Brunch tallerkenen fås også som en vegetarisk udgave og koster ligeledes 99 kr. Hvis du er meget sulten kan du gøre ekstra tilkøb til din brunch i form af eksempelvis mere æg og bacon, flere brunchpølser eller pandekager til 29 kr. ekstra. I hverdagen kan du få en morgentallerken til 69 kr. der indeholder røræg, bacon, brød, ost, marmelade og frisk frugt. Derudover kan der på hverdage vælges mellem øvrige morgenmadsretter.
Skriv et svar